Årets familiedag ved Vidåen havde modsat sidste år et fint deltagertal. Det fine og varme solskinsvejr var ikke det allerbedste fiskevejr, men alligevel troppede omkring 25 store og små fiskere op ved Vidåen ved Provst Petersensvej i løbet af formiddagen, hvor man hyggede sig med fiskestangen. Fisk blev der også fanget, både gedder, aborrer, skaller og rimter i mindre størrelser, som efter en kort fotoseance blev genudsat i deres rette element.
Der var små grejpræmier/spinnere til de deltagende juniorer, og da arrangementet sluttede ved 13-tiden, kunne alle deltagerne se tilbage på gode oplevelser i naturen.